Søndagsdramaet ved parken

mischagappet1

Jeg vover påstanden at samtlige skatere der har bevæget sig ind i Fælledparken ad Borgmester Jensens Allé har spekuleret over om det var muligt at hoppe over midter-rabatten. Det ser nemt nok ud. 

Det gør sådan noget gerne. Vi diskuterede det frem og tilbage i redaktionen om det kan lade sig gøre og hvem der i så fald kunne gøre det. En røst hævede sig over de andre. Røsten påstod at Mischa Gunmann havde klaret det med rugbrødsmotoren engang tilbage i tiden og at der vist endda findes et billede af det. Indtil det modsatte er bevist kalder vi det derfor Mischa-gappet. Hvis der er nogen der har informationer om det oprindelige må i meget gerne dele dem med os.

Som snakken skred frem kom Jonas Skrøders navn op at vende. Han er god nemlig, rigtigt god faktisk. Vi lokkede ham med at vi kender en der har en motorcykel der kunne trække ham. Han hedder Jan og kommer fra jylland. Det virkede. Skrøder var med på ideen og vi aftaltes at mødes søndag klokken 20, midt i den bedste sendetid, og så ellers få den sag ud af verden. Vi forklarede ham også at Mischa havde gjort det før og at det mest handlede om at få det filmet. På dagen troppede yderligere Balder og Stege op, så meget desto bedre. En af dem skulle nok komme over i et stykke.

imag0216

Lynbeton, et lille vejskilt og noget gaffa tape, så var spottet klar.

imag0214

Så nemt var det selvfølgelig ikke. Efter at vi havde bikset kameraer og lys på plads og fundet ud af hvorfra og hvortil motorcyklen skulle køre fyrede vi et par forsøg af. Det var pænt ’noia. Der kommer biler i tre spor på begge sider af gappet, der er mindst to sideveje, der er en cykelsti og der er trafik fra Tagensvej som var meget uforudsigelig. Der værste var at time med trafikken på landingssiden. Man kunne se når der blev grønt lys i det fjerne og vi tog tid at det varede knap femogtyve sekunder før de første biler nåede op til gappet. På den måde havde vi en ide om hvornår det var i orden at give signal til at motorcyklen om at begynde at køre. Det var ikke usædvanligt at vi mens motorcyklen kom op i fart kunne se bilerne nærme sig i det fjerne. De femogtyve sekunder forudsætter jo at der ikke er en eller anden desperado der skal køre for hurtigt så det var nervepirrende sekunder. I de første par forsøg var marginen for stram til at det kunne forsvares. Det blev ikke bedre af at der samlede sig en mindre hær af uregerlige tilskuere der skyggede for udsigten til trafikken og generelt havde øretæveindbydende kommentarer om ’stop’ og ’nu’ og ’nej, nej’. Vi besluttede os for at vente en times tid efter at Skrøder, Balder og Stege tilsammen havde fyret en fem-seks mere eller mindre livsfarlige forsøg af.

backstage

Backstage

 

Pausen var en fremragende ide fordi politiet troppede op lige som vi var begyndt at forlade åstedet. Så gik det hurtigt med at fordufte for alle andre end de tre stod ude på midterrabatten men generator, lys og stativer. Forbløffende nok virkede de tres talegaver og politiet nøjedes med at give en henstilling om ikke at blænde bilister med lysene og i øvrigt at få det hurtigt overstået. Efter lidt yderligere venten stilnede trafikken en anelse af og der var ikke længere så mange folk der kiggede på. Derudover postede vi en ekstra udkigspost på landingssiden der kunne standse biler i nødstilfælde. Sjovt nok var der ikke just rift om den tjans. Stor tak til Frederik Tanghøj for at stille op.

mischagappet3

mischagappet2

Ready to action…

 

Så var vi i gang igen og det gik bedre. Vi fik fyret Stege, Skrøder og Balder over gappet på skift. De fik vel hver især en seks-syv forsøg. Det føltes i hvert fald som mange. Det var helt åndssvagt så sketchet det udviklede sig flere gange. Inden motorcyklen var kommet op i fart dukkede der en bil op fra en sidegade og skateren måtte dreje af i sidste sekund ned af cykelstien eller powerslide for sit liv. Cykelstien gik også hen og blev et problem. Efter at have brugt flere timer på projektet blev vi en smule utålmodige og droppede at holde tilbage for cykler. I stedet fik vi et par tilskuere til at holde cyklerne tilbage. De fleste cyklister tog det pænt når de så hvad der skete. De fleste. På et tidspunkt var der en pige der valgte at ignorere Hugos forsøg på at stoppe hende. Hende måtte jeg hive i håret så hun ikke blev pløjet ned af Balder eller motorcyklen. Hun blev pænt sur, men havde jo heller ikke forstået noget af hvad der foregik; det der med at orientere sig i et tredimensionelt rum med en ipod på. På det her tidspunkt var mine nerver fuldstændigt uden på tøjet ved hvert eneste forsøg og jeg kom til at råbe at Hugo og Skrøder at det ikke var nok at ’forsøge’ at stoppe cyklerne, de skal stoppes selv om de protesterer. Stoppes siger jeg. Jeg beklager nu at jeg kom til at hæve stemmen. Hverken Hugo eller Skrøder havde meldt sig som cykelstoppere, det var manglende planlægning at der ikke var blevet uddelt en formel cykelstopper rolle.

balderollie

Hvorom alting er så lykkedes det til sidst. Balder klarede den først og lettelsen var stor. Han nærmest walliede banken og fløj langt forbi landingen på den anden side. Alle drengenes luftige planer om at smide tailen på og køre ned af banken på mest hip hop hipster måde var blevet droppet efterhånden som de fik prøvet nogle gange. Afsættet er stejlt og totalt bikset, der var for lang tid mellem hvert forsøg hver skater fik, og de fik temmelig få forsøg hver. Og der er kort og godt langt hen over den rabat.

Aldrig igen tænkte jeg ved mig selv da Balder havde landet den. Så gik der et minut og det blev besluttet at Stege og Skrøder begge skulle have et forsøg til. Pis. Fair nok. De havde været lige så tæt på som Balder så det ville være for ærgerligt ikke lige at prøve. Det lykkedes for Skrøder i bonusforsøget mens Stege måtte gå derfra med uforrettet sag. Han havde gjort det hvis han havde flere forsøg, men nu havde vi stået ude på den vej i tre timer og det var i hvert fald mere end hvad mit gamle hjerte kunne klare.

peterstegebail

Da jeg kom hjem og skulle sove var jeg ikke i nærheden af at kunne falde til ro. Hver gang jeg lukkede øjnene så jeg ikke andet end Balder, Stege og Skrøder der blev pløjet ned af diverse spritbilister og Twisted Sisters. Hvis vi nogensinde skal gøre sådan noget igen tager jeg lommekameraet med. Så kan du holde øje med trafikken.

Tak til alle de involverede, især skaterne og Kokken. Håber i kan lide videon.

Videocredits:

Motorcykel: Jan Kok

Road Control: Dødskim

Video: Herm, TJ, SpndX, Simon Bressendorff

Lys assistent: Hunden

Foto: Påske

Video production: TJ

 

Hvis du vil se billederne i Hi-Flickr opløsning, klik da her.